Mediefag C

I mediefag C får du kendskab til grundlæggende dramaturgiske principper og fortælleforhold i forbindelse med film og tv-produktioner.

I mediefag på C-niveau arbejder du både teoretisk og praktisk med faget.

På det teoretiske niveau får du undervisning i film- og tv-sprogets terminologi og i principper og teknik i forbindelse med optagelse og redigering. Du lærer at gøre rede for grundlæggende dramaturgiske principper og fortælleforhold. Du får også kendskab til centrale genrer og programtyper, og til de grundlæggende træk ved henholdsvis fakta og fiktion.

På det praktiske niveau lærer du fx at bruge optage- og redigeringsudstyr, samtidig med at I i grupper lærer at planlægge og gennemføre en medieproduktion. Hertil hører at fastlægge faserne i arbejdet, at skrive synopsis og storyboard samt at tilpasse udtryksformen til indhold og målgruppe.

Endelig lærer du at forholde dig analytisk til produktionsprocessen og din egen produktion.

Undervisningen veksler mellem klasseundervisning og projektarbejde i grupper. Faget slutter med en eksamensproduktion.

It indgår i undervisningen til informationssøgning, præsentation og formidling af det faglige stof samt til tekstbehandling og digital redigering i produktionen.

Eksamen

Eksamen består af en mundtlig prøve, der består af to dele: 

  • En prøve i gruppens/din eksamensproduktion med en eksaminationstid på ca. 10 minutter pr. eksaminand. Skolen beslutter, om denne del af prøven skal foregå individuelt eller i gruppe. Eksaminationen består af et indledende oplæg, hvor du/I redegør for og diskuterer centrale elementer i produktionen og efterfølgende har en uddybende samtale med lærer og censor om arbejdet.
  • En prøve i det teoretisk-analytiske stof med en forberedelsestid på ca. 30 minutter, hvor du må benytte alle hjælpemidler, undtagen kommunikation med omverdenen og brug af internettet. Eksaminationstiden er ca. 30 minutter.