Musik A

I musik A beskæftiger du dig selvstændigt med musik og sang og lærer at tilrettelægge og deltage aktivt i musikalske forløb, både inden for klassisk og rytmisk musik.

I musik på A-niveau arbejder du både teoretisk og kunstnerisk performativt med faget.

På det teoretiske niveau lærer du at bruge fagets metoder, teori og terminologi i forbindelse med analyse af musik fra såvel vestlige som ikke-vestlige kulturer. Du lærer også  at se musikken ud fra en historisk, samfundsmæssig og kulturel synsvinkel og at definere den genremæssigt.

Du får også kendskab til læsning af et orkesterpartitur og lærer at udarbejde nodebaseret skriftlig sats, der er i overensstemmelse med de teoretiske principper. Desuden får du undervisning i musiklære, hørelære og musikteori samt i musikhistoriske og musikkulturelle forhold gennem tiderne.

På det kunstnerisk performative niveau får du undervisning inden for solospil og -sang, sammenspil og korsang. Du lærer om stemmedannelse og instrumentale teknikker og at tilrettelægge og fremføre en musikalsk sats.

Du skal såvel alene som sammen med andre synge og spille inden for et dansk og internationalt repertoire. I skal indstudere og optræde med et musikalsk arrangement for et publikum.

Undervisningen veksler mellem tematisk klasseundervisning og projektarbejde, der både indeholder teoretiske og praktiske elementer. Musikudøvelsen veksler mellem lærerstyret indstudering og elevstyret gruppesammenspil.

It indgår i undervisningen i forbindelse med fx søgning efter kildemateriale, lydoptagelse og redigering, lydbearbejdning, komposition og arrangement.

Eksamen

Eksamen består af en skriftlig prøve og en mundtlig prøve.

Den skriftlige prøve er todelt og varer i alt 5 timer, og grundlaget for prøven er et centralt stillet opgavesæt. 

Den mundtlige prøve er i både musikudøvelse og musikkundskab. I musikudøvelse skal du i to selvvalgte musikstykker vise færdigheder i såvel solo- som ensemblesammenhæng samt demonstrere vokale og instrumentale færdigheder. Eksaminationstiden er ca. 10 minutter pr. elev. I musikudøvelse høres du i et eller flere stykker musik af sammenlagt højst 10 minutter. Eksaminationstiden er ca. 30 minutter med ca. 60 minutters forberedelse.