Samfundsfag A

I samfundsfag A får du en sammenhængende forståelse af aktuelle samfundsmæssige problemstillinger, såvel i Danmark som internationalt.

I samfundsfag på A-niveau får du en teoretisk og metodisk baggrundsviden, der gør dig i stand til at undersøge og forklare samfundsmæssige problemstillinger. Du lærer bl.a. at sammenligne og forklare sammenhænge mellem samfundsforandringer og ændringer i sociale og kulturelle mønstre.

Du undersøger fx processer omkring magt og politisk meningsdannelse eller undersøger og sammenligner samfund på forskellige økonomiske udviklingstrin, og du lærer også at se på andres undersøgelser med et kritisk blik.

Du lærer desuden at lave mindre empiriske undersøgelser, bl.a. ved hjælp af eksisterende og egne beregninger, tabeller og modeller, og at formulere dig skriftligt og mundtligt om et emne på en struktureret måde.

Du får bl.a. undervisning inden for følgende områder:

  • Sociologi, der fx kan handle om massemedier og politisk meningsdannelse, kulturelle mønstre, social mobilitet og samfundsforankring
  • Politik, der fx kan handle om politiske grundholdninger, skillelinjer og vælgeradfærd, betydningen af retssystemet samt forskellige typer af politiske systemer
  • Økonomi, der fx kan handle om velfærdsprincipper, økonomiske styringsprincipper og makroøkonomiske sammenhænge
  • International politik, der fx kan handle om Danmarks suverænitet og handlemuligheder, konflikter og integration i Europa og internationalt samt globalisering og samfundsudvikling
  • Metode, herunder kvalitativ og kvantitativ metode samt statistiske mål

Undervisningen er for en stor dels vedkommende tilrettelagt som projekt- eller emneforløb med flere skriftlige opgaver af stigende sværhedsgrad.

I samfundsfag på A-niveau er der en del skriftligt arbejde.

Der bruges generelt it i undervisningen, også som værktøj i forbindelse med empiriske undersøgelser.

Eksamen

Eksamen består af en skriftlig prøve og en mundtlig prøve.

Den skriftlige prøve varer 6 timer. Ved prøvens start udleveres alene opgaveformuleringerne. Hvis skolen har bestemt, at jeres forberedende arbejde på grundlag af opgaveformuleringerne kan foregå i grupper, vælger I, om I vil forberede jer i grupper på maksimalt tre personer eller individuelt. Efter 40 minutter udleveres bilagsmaterialet. De resterende fem timer og 20 minutter anvendes til at udforme en individuel besvarelse ved anvendelse af samfundsfaglig viden, begreber, teorier og metoder. 

I forhold til den mundtlige prøve kan skolen vælge mellem to former:

  1. En prøve med ca. 24 timers forberedelse. Synopsis udarbejdes på baggrund af et udleveret ukendt bilagsmateriale, der knytter sig til et tidligere gennemgået stofområde. Eksaminationen varer ca. 30 minutter.
  2. En prøve med ca. en times forberedelsestid, dertager udgangspunkt i en opgave med ukendte problemorienterede spørgsmål. Eksaminationen varer ca. 30 minutter.