Tysk fortsættersprog A

I tysk fortsættersprog A lærer du både at udtrykke dig mundtligt og skriftligt med et nuanceret ordforråd. Samtidig får du et solidt kendskab til tyske kultur- og samfundsforhold.

I tysk fortsættersprog på A-niveau lærer du at deltage i samtale og diskussion på et forståeligt, nuanceret og sammenhængende tysk, lige som du lærer at skrive sproget og oversætte forskellige typer af ubearbejdede nyere og ældre tysksprogede tekster.

Du vil bl.a. få gennemgået de grundlæggende principper for sprogets opbygning og grammatik, og du lærer at udtrykke dig skriftligt på tysk med et nuanceret ordforråd og med sikkerhed i bøjninger og sætningskonstruktioner.

I undervisningen vil du få gennemgået et fyldigt udvalg af tysksprogede litterære tekster og andre kunstneriske udtryksformer og lære at analysere og fortolke disse.

Ud over at lære sproget får du viden om væsentlige sider af kultur, litteratur, historie og samfundsforhold i Tyskland (med hovedvægt på tiden efter 1945 og frem) samt i andre tysktalende lande. Der vil indgå tysksproget materiale fra såvel trykte som elektroniske medier.

Undervisningen er for en stor dels vedkommende tilrettelagt som emneforløb, hvori der er indlagt sproglig træning og skriftlige opgaver.

I tysk fortsættersprog på A-niveau er der en del skriftligt arbejde.

Der bruges it i undervisningen til informationssøgning og til styrkelse af den skriftlige sprogfærdighed i form af interaktive øvelser og træningsprogrammer.

Eksamen

Eksamen består af en skriftlig prøve og en mundtlig prøve.

Den skriftlige prøve varer 5 timer og består af et centralt stillet opgavesæt. Alle hjælpemidler må benyttes med undtagelse af kontakt med omverdenen samt brug af internettet.

Den mundtlige prøve har en eksaminationstid på ca. 30 minutter og tager udgangspunkt i en præsentation på tysk af et ukendt tysksproget tekstmateriale på ca. 2 sider.