Astronomi C

I astronomi lærer du at orientere dig på stjernehimlen og får kendskab til de historiske og nutidige teorier om universet og dets forskellige astronomiske strukturer.

I faget astronomi på C-niveau lærer du om det astronomiske verdensbillede, og om de vigtige skift der er sket i erkendelsen af menneskets placering i universet gennem tiderne.

Gennem arbejdet med astronomiske observationer, data, teorier og modeller får du indsigt i naturvidenskabelige arbejds- og tænkemåder.

Du lærer at orientere dig på stjernehimlen og at identificere planeter og udvalgte stjernebilleder, lige som du lærer at forklare elementære astronomiske fænomener som døgnets og årstidernes skiften, månens faser, formørkelser mv.

Du lærer også indsamle og fortolke astronomiske data og forstå brugen af modeller til at beskrive astronomiske fænomener med.

Du får bl.a. undervisning inden for følgende emner:

  • Big bang-modellen og universets alder
  • Solsystemets opbygning og dynamik, herunder solens påvirkning af forskellige objekter i solsystemet
  • Mælkevejssystemets opbygning og specielt solens placering
  • Stjerners dannelse og deres udvikling og endeligt
  • Planeters dannelse og betingelser for liv

I løbet af undervisningen skal du opbygge din egen astronomiske portfolio, der indgår i den løbende evaluering af dit standpunkt, og som danner en del af grundlaget for den mundtlige prøve. Den astronomiske portfolio består efter dit eget valg af materialer, som du har fået af din lærer eller selv indsamlet og dine skriftlige produkter af forskellig art, herunder rapporter.

Undervisningen veksler mellem forskellige mundtlige og skriftlige arbejdsformer samt eksperimentelt arbejde, hvor du lærer om naturvidenskabelige arbejdsmetoder og om samspillet mellem teori og eksperiment. Det eksperimentelle arbejde omfatter bl.a. dine egne observationer af nattehimlen.

Der indgår også en del skriftligt arbejde i tilknytning til rapportering og efterbehandling af observationer og andet eksperimentelt arbejde.

It indgår som redskab i undervisningen i forbindelse med informationssøgning, databehandling, planetarieprogrammer og andre simuleringsprogrammer.

Eksamen

Eksamen består af en mundtlig prøve på grundlag af en bredt formuleret opgave inden for de områder, I har arbejdet med. Prøven former sig som en samtale mellem dig og din lærer, hvori din portfolio indgår.

Eksamen varer ca. 24 minutter med ca. 24 minutters forberedelsestid.