Tysk begyndersprog B

I tysk begyndersprog B lærer du både at udtrykke dig mundtligt og skriftligt på et enkelt tysk standardsprog. Samtidig får du en grundlæggende viden om tyske kultur- og samfundsforhold.

I tysk begyndersprog på B-niveau lærer du at deltage i en samtale på et enkelt tysk standardsprog, lige som du lærer at læse og forstå forskellige typer af nyere tysksprogede tekster, herunder aktuel litteratur og sagprosa.

Du vil få gennemgået de grundlæggende regler for tysk grammatik, og du lærer at skrive korte tekster på tysk i relation til de læste tekster.

I undervisningen vil du opnå et grundlæggende tysk ordforråd og lære at give udtryk for forskellige synspunkter i et enkelt og sammenhængende sprog.

Ud over at lære sproget får du indsigt i udvalgte, aktuelle forhold i Tyskland, samt i kulturelle, historiske og samfundsmæssige forhold i Tyskland efter 1945.

Undervisningen veksler mellem forskellige mundtlige og skriftlige arbejdsformer, og arbejdet er organiseret i tre til fem forskellige emner.

It indgår som redskab i undervisningen i forbindelse med både undervisning, hjemmearbejde og kommunikation mellem dig og din lærer.

Eksamen

Eksamen består af en mundtlig prøve, der tager udgangspunkt i et ukendt, ubearbejdet tysksproget tekstmateriale. 

Der er en samlet eksaminationstid på ca. 30 minutter, og du får ca. 1 times forberedelsestid.