Statik og styrkelære C

I statik og styrkelære C får du kombineret teoretisk viden med praksis inden for små og store konstruktioner.

I faget statik og styrkelære på C-niveau lærer du om belastningstyper på forskellige konstruktioner og at belyse tværsnitformens og materialevalgets betydning for bæreevnen af et konstruktionselement.

Du lærer også at bestemme reaktioner, normalkraft og tværkraft for konstruktionselementer, der bliver påvirket til bøjning samt at tegne kurver af disse med henblik på at kunne vurdere en påvirknings indflydelse på konstruktionen.

Du får bl.a. undervisning inden for følgende emner:

  • Permanent last og variabel last
  • Retningslinjerne for fastlæggelse af belastningen på en konstruktion
  • Tryk- og trækstænger, herunder søjle- og gitterkonstruktioner, belastet med enkeltkræfter
  • Spændingsbegrebet og de forskellige undersøgelser til bestemmelse af bl.a. træk-, tryk- og forskydningspåvirkning
  • Relevante regler og standarder

Undervisningen veksler mellem klasseundervisning i teori og selvstændigt arbejde med eksperimenter, der tager udgangspunkt i tekniske problemstillinger. Du kommer både til at arbejde mundtligt og skriftligt med formidling af stoffet og dine resultater. Du afslutter med en opgave i en praktisk, virkelighedsnær konstruktion, som vil ligge til grund for den mundtlige prøve.

It indgår i undervisningen i form af fx programmel til beregning, tegning og visualisering.

Eksamen

Eksamen består af en mundtlig prøve.

Til prøven præsenterer og fremlægger du din afsluttende opgave og perspektiverer i en samtale med din lærer til fagets supplerende stof. Prøven varer ca. 24 minutter, og du får ingen forberedelsestid.