I japansk A lærer du at tale og forstå standardjapansk igennem undervisning i udtale, intonation og skriftsystemer.
I faget japansk på A-niveau får du færdigheder i at forstå hovedindholdet af ukompliceret talt standardjapansk og i at udtale standardjapansk forståeligt og naturligt.
Du lærer også at læse og forstå enklere moderne tekster, både skønlitterære og ikke-skønlitterære, og du får et ordforråd, som sætter dig i stand til at kommunikere på japansk om dagligdags forhold og studerede emner.
Sammen med den sproglige del af undervisningen får du indsigt i centrale aspekter af japansk kultur og samfundsforhold.
Du får bl.a. undervisning i følgende emner:
- Udtale, intonation og oplæsning
- Lyd- og billedmedier som støtte for lytte- og læseforståelse samt tale- og skrivefærdighed
- De japanske skriftsystemer, herunder ca. 500 kanji
- De centrale dele af japansk grammatik
Undervisningen er i begyndelsen overvejende lærerstyret, men bliver mere selvstændig, efterhånden som du bliver bedre til sproget. Du arbejder mundtligt med fx styrede dialoger, friere samtale, oplæsning og oversættelse. Skriftligt arbejder du både med håndskrift og computer, og du afleverer mindre skriveøvelser.
It indgår i undervisningen i forbindelse med fx fremlæggelse og præsentation.
Eksamen
Eksamen består af en skriftlig prøve og en mundtlig prøve.
Den skriftlige prøve varer 5 timer, og du bliver prøvet i læse- og opslagsfærdighed, tekstforståelse, oversættelse fra dansk til japansk samt fri skriftlig sprogfærdighed. Du må benytte alle hjælpemidler med undtagelse af kommunikation med omverdenen samt brug af internettet og oversættelsesprogrammer.
Den mundtlige prøve varer ca. 30 minutter, og du får ca. 60 minutters forberedelse. I forberedelsen må du benytte alle hjælpemidler med undtagelse af kommunikation med omverdenen samt brug af internettet og oversættelsesprogrammer.
Første del af prøven består af oversættelse af en ukendt tekst til dansk. På anden del skal du præsentere et tekst- eller emnemateriale og føre en samtale på japansk om indholdet af præsentationen. Tredje del består af samtale på dansk med udgangspunkt i et spørgsmål inden for studerede emner.